Lektor Aage Laursens tale til jubilarerne.
Velkommen, min ven, så ses vi igen
Under besøget på jeres gamle skole i formiddags har I nok lagt mærke til, at dimittendbillederne er blevet fint sat op, så I ser jeres ungdoms ansigtstræk og jeres navne og kan fornøje jer med at mindes og blive husket.
I har meget forskellige erindringer fra jeres skoletid i de forskellige perioder, – og hvad der sker i gymnasieskolen i dag, har vist ikke alle klare forestillinger om.
Før i tiden havde skolen en fælles morgensang. Hvor meget poetisk fællesskab der kom ud af det, er svært at sige og let at undervurdere.
Morgensang salmer og sange var dansk tradition.
I vore dage er vi nødt til at tænke på hele kloden fra Europa til Afghanistan.
Hele kloden, med al dens sult og CO2 udslip.
Men har I tænkt på, at den fornemste af vore gamle morgensalmer slet ikke er fremmed for det globale sigte, når det hedder:
Den signede stund, den midnatstid,
Vor Herre han lod sig føde.
Da klared det op i østerlid
til dejligste morgenrøde,
da lyset oprandt som jorden bold
skal lysne udi og gløde.
