Jubilarsammenkomsten den 20. juni 2009

En glad og hyggelig dag

Deltagerantallet i år var lidt mindre end sidste år, men vi har igen kunnet glæde os over stor forhåndsinteresse. Flere hold var aktive med at finde hinanden og opfordre til deltagelse i jubilæumsgensynet. Der deltog omkring 200 jubilarer. Vi er altid glade for, at der melder sig klasse-kontakt-personer, som kan hjælpe os med at finde adresser og derved medvirke til, at der ikke blot kommer flere deltagere fra de enkelte hold, men også til, at gensynet bliver sjovere og mere indholdsrigt. Vi opfordrer de kommende jubilarhold til at gøre det samme.

Vi synes altid, der en munter stemning ved jubilarsammenkomsterne, man hygger sig og udveksler minder og synger gode danske sange. Og vi har igen kunnet glædet os over, at vi får positive tilbagemeldinger, – mange mundtlige, – her er et par af de skriftlige:

Lige lidt fanpost herfra med stor tak for det arbejde I har lagt i at hjælpe med ”detektivarbejdet” og gøre rammerne omkring jubilarfesten festlig. Det var en rigtig hyggelig dag for os i 3B, som først sluttede ud på natten i et sommerhus ved Genner strand.
Bedste hilsner fra alle os til alle jer
Vibeke S. Bruhn.

Tak for slid med et vel gennemført jubilararrangement 2009. Det var en stor glæde for mig at være med endnu en gang.
Aage Laursen

Programmet var igen i år som mange tidligere år: Man mødes i aulaen, finder hinanden, hilser på de lærere, der er kommet, går til bords, hvorefter Rektor Ole Daneved og formanden byder velkommen til skolen. Så er der morgenkaffe, fotografering og mulighed for at se skolen, som godt nok er ældre, men fornyet på mange måder og fulgt med tiden!

Vi aflægger derefter et besøg på ”BaneGården – Kunst og kultur” hvor Lektor Elisabeth Hertzum fortæller om institutionen og den aktuelle udstilling.

Arrangementet slutter med frokost på Folkehjem. Igen i år har Lektor emer. Aage Laursen glædet os med at holde en tale for jubilarerne. Der blev også sunget fra Højskolesangbogen og den efterhånden traditionelle sang til lejligheden på sønderjysk: ”æ´gen er vi samle` til fest i vo´ kreds”

Links

Billeder fra jubilarfesten